Inspiration: 6 gode råd til at spare penge i hverdagen

Vi drømmer alle sammen om at have flere penge tilbage på kontoen, når måneden er ved at være omme. Det kan være svært at sparke døren ind til chefen og kræve mere i løn, så derfor kan det være nødvendigt at finde andre alternativer. Det mest oplagte vil være at gennemgå din økonomi og se, hvor du kan spare penge i hverdagen. Her i indlægget får du 6 gode sparetips.

Drop bilen på de korte afstande

Tager du altid bilen ligegyldigt hvor kort vej, du skal køre? Det giver sig selv, at der på den lange bane vil være penge at spare, hvis du i stedet tog cyklen eller gik. Lav en regel med dig selv, hvor du kun må gå og cykle til en aktivitet, der er under en bestemt afstand fra din bopæl.

Drop posen i supermarkedet

Køber du mange poser i supermarkedet? Køber du en pose om dagen, bliver det hurtigt til nogle hundrede kroner på årsbasis. Penge som du helt sikkert hellere ville have brugt på at gå ud at spise eller til noget andet. Løsningen er at købe et net eller en kurv, som du altid kan have med dig, når du er ude at handle.

Brug tid på at finde de gode tilbud

De fleste husstande modtager et hav af tilbudsaviser. Dem der ikke gør, vil altid kunne finde tilbudsaviserne på internettet. Hvis du planlægger dine indkøb og handler ind i de supermarkeder med de bedste tilbud, kan du hurtigt spare nogle penge hver gang, du er ude at handle. Husk at finde en balance, så du ikke kører hele byen rundt for at jage de gode tilbud.

Gennemgå dine lån

Hvis du har et eller flere lån, kan det være en god idé at undersøge muligheden for at samle gælden. Det vil særligt give mening, hvis du har mange små lån, hvor kreditomkostningerne er høje. Samtidig vil det hurtigt blive langt mere overskueligt for dig, hvis du kan få samlet dine mindre lån i et samelån. Så skal du kun forholde dig til en kreditor frem for flere. Uanset om det drejer sig om et forbrugslån, et boliglån eller billån, kan det være en god idé at undersøge, om du ikke kan få lånene billigere et andet sted. Kan du ikke få det billigere, giver det selvfølgelig ikke mening at lave et samlelån.

Drop de dyre madvaner

Køber du for meget fastfood? Det er ingen hemmelighed, at det er billigere at lave maden derhjemme, frem for at få den leveret til døren. Med en relativt lille tidsinvestering i køkkenet, kan du på ret kort tid lære at lave spændende og velsmagende retter, der tilmed er sunde. Selvfølgelig skal der også være plads til en pizza af og til, men falder du tit i fælden, kan det hurtigt blive rigtig dyrt.

El-regningen

Et andet sted hvor de fleste husstande kan spare penge, er på el-regningen. I en moderne husstand er der enormt mange ting, man kan gøre for at spare på strømmen. Du kan udskifte alle dine pærer, få elspareskinner eller få miljøvenlige hvidevarer. Du kan selvfølgelig også ændre dine vaner og blive bedre til at slukke lyset efter dig.